fredag den 26. oktober 2012

Krea-messe...

Juhu, så har jeg været på årets krea-messe.

Det har jeg bare glædet mig til så længe,
og det var lige brændstof til humøret.

Helt bestemt en rigtig fin messe,
med rigtig mange gode ting og sager.

Det vidnede min rygsæk om +
en ekstra pose, 
da der ikke kunne stoppes mere i rygsækken.

Gode skatte kom med hjem,
og jeg glæder mig til at gå i gang med det hele.

Det har nok været en lidt dyrere tur end forventet,
men som manden min siger,
"Det er jo kun en gang om året du tager afsted,
så skal du da ikke tænke på at spare,
hvis der er noget du ikke kan undvære."

Kan vist være meget glad for manden min.
Er vist meget heldig.

Jeg tror jeg var hele hallen igennem et par gange,
både på kryds og på tværs.
Til sidst kunne jeg sgu ikke finde ud af hvor jeg var henne.
Det lykkedes da efter 3 timers traven,
og penge ud af pungen, at finde udgangen.

Se lige alle mine fine skatte....

 Her kan I se hele puljen som jeg slæbte hjem.
2 stk. stof til et hemmeligt projekt, 3 stk. udstanser,
1 stk. læderpung, 1 pose gratis bolsjer fra Søstrene Grene.

3 ngl. Kaunigarn, 12 ngl. bomuldsgarn fra Søstrene Grene,
1 rulle snor til mine keramik-julepynt.

1 strikkekit til en hue, 1 strikkekit til pulsvarmere, 
2 ngl. strømpegarn og 4 "tusser" til mine akrylbilleder

Her kan I se farverne på de 2 strikkekit, 
det øverste er huen og det nederste er pulsvarmere.

3 blade fra Familie Journalen 
med opskrifter, og nederst, 
de 2 gratis blade man fik ved indgangen.



tirsdag den 23. oktober 2012

Lars Lilholt...

....bliver jeg aldrig træt af.

Han formår at få mit humør op, og det kan være nødvendigt i denne tid.

Er stadig ikke helt på toppen...., som jeg har skrevet om før.
Der er desværre stadig ingen afklaring på min jobsituation.

Så hjælper det gevaldigt på humøret, at en veninde gerne vil med til en Lars Lilholt koncert.
Det var en "lille" intim koncert for kun 200 mennesker, og vi var heldige at få plads på 2. række lige midt for.
Så vi sad bare perfekt til 2½ times god musik og underholdning.

Lars Lilholt kan bare det der med at formidle ord og dansk historie så man syntes det er god underholdning.

En dejlig aften i selskab med en skøn veninde, som jeg kan leve længe på, og som lige har boostet humøret et par grader op.

Og at jeg så i dag også, har fået en god lang snak med min dejlige lillebror, gør det jo bestemt ikke dagen dårligere.


søndag den 21. oktober 2012

Besøgshund...

I dag har vores labrador Max været på job for første gang.

Han er blevet besøgshund på yngstedatterens bosted, 
så der er andre der kan nyde hans milde væsen og kærlige sind.

Det var ren fornøjelse at se de andre beboere møde ham. 
Nogen af dem har aldrig hilst på en hund før, 
endsige rørt ved en og mærket en våd og varm hundetunge.

Så det var bare så god en oplevelse for alle.
Selv yngstedatteren var glad og godt tilpas. 
Og viste med tydelighed at det var hendes hund, 
men at det var ok at de andre "lånte" ham.

Det er så ikke sidste gang han skal på job.
Vi skal afsted igen i starten af november.
Og hvis det bliver ved med at gå godt, bliver det udvidet, 
så han skal på besøg på de 3 andre afdelinger i huset, 
så de 18 andre beboere også får oplevelsen af hundebesøg.

Et par dage før han skal på besøg,
har han lige været i bad,  
så han var ren når han kom derned.

lørdag den 6. oktober 2012

20 års jubilæum... og elefantoplevelse....

I dag har yngstedatterens rideskole 20 års jubilæum.

Så jeg besluttede at det skulle hun have lov til at opleve.

Hun var heldigvis i rigtig godt humør da jeg hentede hende på bostedet.

Rideskolen havde lavet et fint program, hvor der først var opvisning af nogen af de handicappede elever som rider derude.

Dernæst var der opvisning af en Gran Prix rytter som havde vundet sølv i DM i dressur.

Hun var rigtig dygtig.


Til slut var der besøg af en meget stor elefant, som de mindre børn kunne få en ridetur på.
Men først skulle den lige vise hvor dygtig den var.

Rideskolens ejer og hendes mand kom ridende ind på den i hallen, til stor jubel for de handicappede børn og voksne og selvfølgelig også for os andre.
Bagefter skulle elefanten barberer en mand (det blev så lige tilfældigvis manden til rideskolens ejer), først fik han smurt skum i hovedet af den store elefant, fik "skrabet" skummet af igen med en "stor og farlig" barberkniv, for til sidst at få spulet resten af skummet af med vand fra snablen. Igen til stor jubel for alle.

Den viste så lidt af de kunstner den kunne, og fik så serveret 2 trillebørfulde med grøntsager, for mens den så stod og spiste af det, kunne man komme ind og klappe den, og måske være heldig at den ville spise fra hånden.
På et tidspunkt mens den går rundt i ridehallen, kommer den så tæt på kanten at vi næsten kan røre den, og lige pludselig stopper den op lige foran os, og strækker sin snabel ind til yngstedatteren, som blev lidt overrasket / forskrækket. For nok fulgte hun med i hvad den lavede, men at den så lige pludselig var så tæt på, var helt vildt.

Elefanten skulle så lige lave tovtrækning med 6 voksne mænd.
Først lod den som om den ikke kunne finde ud af det, så mændene vandt, dernæst trak den til, så de skulle trække rigtig hårdt, og da de trak allermest, slap den tovet, så de røg baglæns, og stod så som om den grinede af dem.

Yngstedatteren fulgte meget opmærksomt med i det hele.

Til slut kunne alle dem som havde lyst, få en ridetur i hallen på den store elefant.
En meget hyggelig eftermiddag,

Og det var en meget træt yngstedatter jeg kørte hjem til bostedet igen.
Hun kravlede i sin lænestol og ville bare gerne lige sidde og hygge med en dvd inden hun skulle have aftensmad og så kunne jeg ellers bare køre hjem.

Nåede desværre kun at få taget et billede af elefanten med mit eget kamera, resten af billederne er på yngstedatterens kamera. Så I må lige nøjes med dette ene billede af den store elefant.


Lastbilen som elefanten ankom i. Den var så stor at den ikke kunne komme ned af vejen til rideskolen.
Så elefanten gik oppe fra vejen, og bar selv sin skammel.