lørdag den 31. december 2011

Et besøg efter 18 års fravær...

P.g.a. interne problemer i min familie, har der været en stor del af familien jeg ikke har haft kontakt med, fordi jeg ikke havde lyst til at risikere at støde ind i de pgl. personer.

Men efter en familiefest, hvor min mand og jeg ikke deltog, havde en af mine onkler talt med min lillebror, og sagt at de rigtig gerne ville se os på et tidspunkt.

Min onkel og faster er nu over 70 begge to, og vi ved jo alle at lige pludselig kan det være for sent.
Så 2. juledag fandt jeg deres email-adresse på nettet, og fik sendt en mail afsted, om de mon havde lyst til at få besøg af os, enten onsdag eller torsdag, over middag til en kop kaffe.

Så var ingen forpligtet til mere end en kop kaffe hvis nu man slet ikke kunne tale sammen alligevel.
Vi måtte gerne komme torsdag.

Så torsdag drog vi mod Vojens...., og ringede på døren kl. 14, som aftalt.
Klokken var 22.16 da vi kørte derfra igen.
Besøget var en stor succes, og de er stadig nogle hjertevarme personer.

Så det er bestemt ikke sidste gang vi kører til Vojens.
Vi inviterede ellers også dem til os, men de er ikke så glade for at køre mere, så de ville hellere at vi kom ned til dem. Og det gør vi gerne.

Glæder mig allerede til næste gang jeg skal besøge min kære onkel og faster.

fredag den 23. december 2011

Kære alle....

Tusind tak for året der er gået, tak fordi I læser med og tak for alle jeres søde og varme kommentarer.

I og jeres familier ønskes alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

Mange kærlige hilsner
Dianna

torsdag den 22. december 2011

Endelig.....

....et telefonopkald....., længe ventet og savnet.

I dag, her til morgen ved 8.30-tiden, ringede min mobil med et telefonnummer jeg ikke kendte.

Det var ældstedatteren, som lige ville ønske glædelig jul og godt nytår, da det ikke er sikkert at hun kan komme til en telefon på lørdag.

Alt vel overordnet, men mellem linierne kunne jeg mærke at hun var ked af det.

Der er har været nogle grimme hændelser med de britiske soldater, en afgået ved døden og 2-3 hårdt såret, noget hun havde oplevet på rimeligt tæt hold.
Så nu glædede hun sig til at komme hjem, og især hjem til hendes gamle hund, Lucca, så hun kunne putte med ham.

Man sidder her så langt væk, og kan ikke give hende det knus hun lige trænger til. Det gør sgu ondt i en mors hjerte.
Men dejligt at høre hendes stemme, og at hun, trods de grimme oplevelser, er ved rimeligt godt mod,

I ønskes alle endnu engang en rigtig glædelig jul, og et godt og lykkebringende nytår.

onsdag den 21. december 2011

Tiden flyver....

....alt for hurtigt.

Nu er der igen gået næsten 2 uger uden indlæg.

I den mellemliggende tid, er jeg blevet færdig med julegave-indkøbene, maden er indkøbt, ligger i fryseren, der mangler kun lige mælk, fået lavet havregrynskugler, saltede mandler og brændte mandler.
Der ud over har jeg haft besøg af min dejlige nevø på 4½ år, og hans forældre, min skønne lillebror og lige så skønne svigerinde.

De skulle til fest i Viborg i lørdags, så de kom fredag, så vi lige kunne hygge.
Lørdag eftermiddag kørte de mod Viborg, og nevøen blev ved Faster og Onkel.

Vi kørte en tur til McDonald, da Nicolai gerne ville i legerummet, så det passede med at vi kunne spise der. Nem aftensmad, og mere tid til hygge.
Hjemme så vi julekalender og derefter sengetid for Nicolai.

Søndag hyggede vi med film på DVD, trillede havregrynskugler, og figenkugler, som de kunne få med hjem.
Min lillebror syntes nemlig ikke at det er jul, uden Søsters havregrynskugler. Og nu havde Nicolai så lavet dem selv. Bedre kunne det vist ikke være.

Nu er der kun 2 arbejdsdage tilbage, og så er der ferie, til og med d. 2. jan. som er yngstedatterens 21 års fødselsdag.

Går og håber på at ældstedatteren snart kan komme til en telefon dernede i Afghanistan. Nu er det nemlig snart 1 mdr. siden vi sidst har hørt fra hende.

Men intet nyt er godt nyt.....

Glædelig jul og godt nytår til jer alle...

søndag den 11. december 2011

Regnskabet er gjort op...

....næsten.
I kraft af at jeg er værge for vores yngstedatter, er der et regnskab der skal laves hvert år, med indtægter og udgifter.

Hvad hun har fået i pension og hvad hun har brugt nogle af hendes penge til.

I dag fik jeg gjort det af regnskabet færdigt, som ligger her hos mig. Så nu mangler jeg bare det regnskab fra bostedet, som jeg skal have flettet ind i mit. Regner med at jeg får det den 1. eller 2. uge i januar.
Det er vist første gang jeg er så langt i mit arbejde, at der er en chance for at jeg kan indsende det inden 1. februar. Har ellers en tidsfrist til d. 1. juni. Men hvorfor trække tiden, nu når jeg for en gang skyld er næsten færdig.

I fredags var jeg på den årlige juletur med mine 2 skønne veninder.
Tønder blev besøgt i stiv kuling, sådan føltes det, så kold var vinden.
Men selskabet fejlede så absolut ingenting.
Vi havde som altid en rigtig dejlig dag, og sluttede af med at køre over grænsen for at handle lidt billigt ind til jul.
Tak tøser, for godt selskab, gode snakke og herligt humør.

mandag den 28. november 2011

God og skidt weekend....

Tusind tak for jeres fødselsdagshilsner til min datter, som havde fødselsdag i lørdags.

Det luner så dejligt i denne blæsende tid.

Som skrevet i indlægget, som update, så fik jeg en mail fra hende lørdag morgen, at alle tingene var ankommet, og at de glædede sig til at hygge med de gode ting.

Lørdag var jeg på besøg i Kunstbrænderiet i Vejle, for at se Gabi´s udstilling, som der var fernisering på.
Bagefter kørte jeg til Grejsdalen, hvor der var en anden sød dame jeg kender, der var med i et julemarked.
Der var flere udstillere, og ganske flotte ting.
Kom i snak med damen som laver glas, hun har et lejemål / værksted i bygningen. Og da hun hørte jeg har arbejdet med keramik i 22 år, bad hun om mit visitkort. For når de har markeder derude, plejer de at invitere nogle udefra, og der ville hun tænke på mig næste gang.
Så det glæder jeg mig over og håber det bliver til noget.
Men bortset fra det, så har jeg bare haft en dårlig weekend.

Eller måske bare en dårlig søndag...

Tankerne har kørt non-stop i hovedet, så søvn er det ikke blevet til, ikke ret meget i hvert fald. Søndag havde jeg det rigtig skidt da jeg stod op, og tænkte at hvis jeg havde det sådan mandag, ville jeg i hvert fald ikke på arbejde.

Men det hele løsnede sidst på dagen. Dog vågnede jeg kl. 2 i nat og kunne ikke sove mere. Godt jeg havde en bog jeg kunne læse i, indtil øjnene blev tunge igen.
 
Men det var måske bare ikke den rigtige bog at begynde at læse.
"Soldaten", som fortæller om en ung mand som tager til Afghanistan på ISAF hold 9.
 
Og alligevel, faldt jeg i søvn igen, fik sovet fra kl. 3 til 5.30, så er lidt mat i sokkerne i dag.
Godt jeg kan tage en lur når jeg har fri i eftermiddag .
 
God mandag til jer.

lørdag den 26. november 2011

I dag er det Katja´s fødselsdag.... HURRA HURRA HURRA

Som skrevet i overskriften, så er det ældstedatterens fødselsdag i dag.

Hun kom til verden kl. 04.40, d. 26. november for 23 år siden.
Hold da lige op...., hvor er tiden dog blevet af.

Kan endnu huske, da hun blev afleveret i dagplejen, og nu er hun soldat i Afghanistan.

En verden til forskel.

Det sværeste ved denne fødselsdag er at hun ikke er i nærheden, så hun kan få fødselsdagskram og knus fra mor her.
Jeg Vi savner hende så forfærdeligt meget, og især sådan en dag, hvor hun skal fejres efter alle kunstens regler.

Jeg har pakket pakker for ca. 3 uger siden..... og sendt med posten d. 7. nov., via Danilog i Vordingborg for at være sikker på at de nåede frem inden d. 26. nov..... og julekalenderstart.

Håber pakkerne er nået frem til hende.
En pakke med en lille gave, som kan bruges dernede og efterlades til andre, som kan bruge den.
En pakke med pølser, brød, ketchup og sennep, så hun kan fejrer lidt fødselsdag med gutterne.
En kage bestilt ved KFUM´s soldaterhjem i Camp Bastion, som hun også kan dele med sine gutter.
To pakker med pakkekalender, 24 små pakker, med ting og sager der kan gøre hendes hverdag lidt sjovere.

Håber det hele falder i god jord.

Rigtig hjertelig tillykke med din 23 års fødselsdag,
min elskede dejlige kloge og skønne tøs.
Du er det bedste som er sket i mit liv.
Jeg elsker dig....
Højere end til månen og tilbage og så lige lidt længere.

Far og jeg glæder os til du kommer hjem.
Vi ses, min skat.
I det nye år...

Katja - ældstedatteren
(Billedet er lånt fra soldaterportalen)


Update d. 26.11.2011, kl. 12.17....
Alle pakker og kagen er modtaget i PB Clifton,
så der bliver råhygget i dag.
Hun har lige sendt en mail.

torsdag den 24. november 2011

Fuck for en eftermiddag....

Torsdag er Tanja-dag, dvs. at yngstedatteren bliver hentet af mor på bostedet, for at køre til ridning, hente far, lave mad, og hygge inden turen går retur til bostedet.

I dag klarede vi at komme til ridningen, og komme ind til bymidten, inden bilen stod af.
Med hiv og sving fik jeg kravlet gennem mylretidstrafikken med flere stop, hvor bilen døde totalt. Det skal så lige tilføjes at bremserne og servestyringen heller ikke virkede når den endelig kørte.
Men til sidst, ca. 500 m fra manden arbejde måtte jeg vride bilen ind over fortorvet. Og den var helt død, som i D Ø D.
På det tidspunkt var klokken ca. 16.

Fik ringet til Falck, og de kom ca. kl. 17, men i og med at det er en stor Ford Transit vi har, kunne den lille Falck-transporter ikke bugsere den, så han skulle bestille en anden.
I mellem tiden går det op for ham at yngste-datteren sidder i sin kørestol inde bag i bilen, trods det at jeg nævnte det til den flinke dame jeg talte med kl. 16.
Han ringer op endnu en gang, for at bestille en Falck-transport med kørestolslift, og det måtte gerne gå lidt hurtigt som han sagde, for pigen sad og frøs.
Der går kun ca. 20 min. og så holder der en taxa til os, med kørestolslift. Falcks egen transporter kunne ikke komme så hurtigt så de valgte at bestille en taxa.
Vi er hjemme kl. 17.40....., STOR TAK til Falck for hurtig assistance.
Det skal så lige siges at regningen for taxa, blev sendt direkte til Falck, så vi skulle ikke engang betale.
Vist godt at jeg fik bestilt det Falck-abonement for 1½ års tid siden.

De vil så efterfølgende transporterer vores bil til mekanikeren, det vil blive her engang i løbet af aftenen, når den store ladbil er i nærheden af byen.

Nu stod vi jo så bare med det problem at vi ikke havde fået aftensmad endnu, og at yngstedatteren jo også skulle køres hjem.

Ældstedatterens bil har været lidt ustabil de sidste par uger mht. at starte, så vi bliver enige om at jeg forsøger at starte og hvis den starter, er det bare med at komme til Børkop med yngstedatteren.

Den starter heldigvis, og så er det med at få pakket yngstedatteren i den. Puha, sikke et show.
Kørestolen bag i, med manden siddende i, for han kan selv holde ved. Og yngstedatteren  med hiv og sving ind foran, og da hun ikke selv kan komme ind, blev hun trukket og skubbet.... med stor grin fra os alle og især hende, for hun syntes alligevel at det var sjovt.

Tilbage til aftensmaden. I Børkop er der heldigvis også et pizzaria, så vi kunne spise der, inden yngstedatteren skulle afleveres.
Så vi hyggede med pizza, og lidt pomfritter. Og derefter blev hun afleveret.

Nu er vi forældre lidt trætte, sunket lidt ned i stolene..., og venter bare på at vi kan gå i seng....
GAB.... hvor det trætter at få oplevelser uden for planerne....

tirsdag den 22. november 2011

Færdiggørelse af små projekter...

Her til aften kom ånden lige over mig.

Havde en bestilling på 44 stk. bordkort, manglede kun at få dem skåret. Pakken ligger klar til posthuset, til afsendelse i morgen
Done.

En kær veninde havde spurgt om jeg ville fotokopier et meget stort broderimønster, som var i mange dele, (et hun havde lånt), og få det samlet så der var et helt mønster.
Done.

Havde købt ny kalender til 2012, manglede bare at få skrevet fødselsdage m.m. i den.
Done.

Min opskriftsmappe har længe trængt til en oprydning, da jeg aldrig kunne finde noget i den, og det var mere eller mindre løsblade system efterhånden.
Påbegyndt..... færdiggørelse senere...

Har lige siddet og set BS og basserne, hvor er de seje de tøser. Hatten af for dem.

fredag den 18. november 2011

Fredag.... God weekend.

Ja, så blev det endelig fredag.

Det har jeg glædet mig til hele ugen.

Godt nok var jeg jo hjemme næsten hele sidste uge, men pga. sygdom.

I denne uge har jeg kun været på job mandag, tirsdag og onsdag, men det er så pga. nogle fleksdage jeg havde. Så ugen har egentlig ikke været så lang, men det er nu alligel dejligt at det er fredag.

I morgen, lørdag, skal vi til 50 års fødselsdag hos en af mandens kollegaer.
Det skal nu nok blive hyggeligt.

Resten af timerne skal bare bruges til "at være".

Rigtig god weekend til jer alle.

tirsdag den 15. november 2011

Hilsen sydfra....

Ældstedatteren har lige haft ringet hjem.
Hun ville bare lige sige at hun var landet
godt dernede i Afghanistan, efter hendes leave.

Ville også lige sige, at de havde fået en hjemkomstdato,
så nu kan vi lige trække endnu 14 dage fra den oprindelige dato.

Uhaaaaaa, hvor er det godt,
så nu er der under 3 mdr. til hun kommer hjem.

Dejlige nyheder at få, sådan en mørk novemberaften. 

God aften til jer alle.

søndag den 13. november 2011

Knækket kode og elefanter...

Så fik jeg endelig knækket koden på Karen Klarbæks splitflag.

Havde for lang tid siden prøvet og prøvet, men måtte opgi´ fordi for mig var der ingen logik i opskriften.
Men siden er jeg blevet bedre til at hækle, så da jeg var på messe i Fredericia, købte jeg det lille kit som Karen havde lavet.

Vel hjemme fik jeg sat mig med hæklenål, garn og opskrift, og se om det ikke lykkedes.
  


Så JUHUU, nu har jeg også en af de fine flagranker.


Min veninde bestilte en elefant til en lille pige, og da jeg ikke havde prøvet opskriften før, lavede jeg en lige efter opskriften (den lille) og en hvor jeg havde dobbelt garn og dobbelt nr. (næsten) i hæklenålen.
Det er lidt sjovt at se hvor stor forskellen er.

Så kære Lotte, nu er det bare at vælge hvilken en du helst vil give væk...






Opskriften er fra CCHobby.... til fri afbenyttelse.

lørdag den 12. november 2011

Midtvejsmøde....

Jeg har lige haft ældstedatteren hjemme på leave, og fik hende sendt afsted igen sidste onsdag (d. 3. nov.), og igen denne gang gav min krop mig et vink med en vognstang, at jeg altså ikke kan lide det. Har ligget syg med feber og div. siden i mandags. Det var lige sådan da hun tog afsted i juli, ugen efter lå jeg syg, også med feber og div.

I dag har vi været til midtvejsmøde på kasernen i Holstebro, og det river lige lidt i det hele.
 
Det dårlige fra i dag, er at man mærker savnet rigtig meget når man kører ind på kasernen, for man ved det er der hun ellers har sin dagligdag.
Det andet dårlige fra i dag, var at der var så pivkoldt i den gymnastiksal vi skulle være i, at jeg sad og klaprede tænder, og det er sgu ikke særlig smart at fryse sådan, når man lige har ligget syg med feber, kunne da også mærke det i min hals da mødet sluttede. Det skal så lige siges at jeg havde både en trøje og en jakke på, så det var ikke fordi jeg ikke havde nok tøj på.
 
Det gode fra i dag, var at jeg kom i snak med en rigtig sød mor til en af de andre soldater. Bruger ellers ikke det netværk ret meget. Har det meget svært med at åbne mig for folk jeg ikke kender, der er det nemmere at få det skrevet ned, og så har jeg det ude, det meste af det.
Det andet gode fra i dag, var at vi fik datoen for hvornår de påregner at de er hjemme fra Afghanistan, og der kunne vi trække 1½-2 uge fra den første dato vi havde fået, så JUHUUUU..., nu er der kun ca. 3 mdr. tilbage....
 
I eftermiddag har jeg hygget og varmet mig i mit køkken, fået syet nogle elefanter sammen, som Lotte nok gerne snart vil have....

fredag den 11. november 2011

Rimelig frisk igen...

....efter at have ligget syg siden mandag eftermiddag.

Feber og hovedpine blev det til..., men træls nok alligevel.

Så jeg har været god ved mig selv denne gang,
og meldte mig syg på arbejdet.
Det er ellers ikke ret tit jeg gør det.
Men kan mærke på min krop at det er jeg bare nødt til at gøre nu,
for ikke at trækkes med det i flere uger.

Har brugt tiden til at sove, slappe af og se lidt TV.
Lidt lige som Lucca her....

Sjov "slappe af"-stilling

Hans pude har ældstedatteren købt til ham,
man skal jo kunne se,
 at det er en hund som har en soldat til mor.

I dag over middag har jeg haft så meget energi,
at jeg kunne opdatere min butik på AMIO.

Så der er kommet nye varer ind.










søndag den 6. november 2011

Se lige en fin gave.....

..... jeg har fået af min lillebror.

Han købte for noget tid siden en skæremaskine,
som kan skære folie til at klistre på biler.

Og så har han lavet en reklame til mig for min hjemmeside.

Det er sgú da sejt at have sin helt egen reklame på bilen.

Det skal så lige siges,
at han også selv kører rundt med en reklame
for søsters hjemmeside, bare i lidt midre målestok.
Hans bil kører rundt i Herlev og omegn.

TAK LILLEBROR, for den fine reklame.
(Som findes i 2 eksemplarer i hele verden.)

lørdag den 5. november 2011

Afsked....

...fik vi taget i onsdags.

Ældstedatteren har været hjemme på leave fra Afghanistan, og skulle retur til sit arbejde.

Det var lidt hårdt at få sagt farvel, men holdt masken til jeg sad i bilen bagefter.
En enkel tåre blev det til. Ved tanken om at der nu går 4 mdr. inden hun kommer hjem igen og kan få kys og kram.
Så nu er angsten og frygten flyttet ind igen, desværre. For jeg er jo så stolt af hende, men er bange for at hun ikke skal komme hjem igen.

Torsdag gravede jeg mig lidt ned, og fik påbegyndt min oprydning på 1 .sal.
Fredag har jeg været i byen med mine 2 skønne veninder, vi var ude at spise, og derefter skulle vi ned på vores pub.

Men, men, men, vi havde ikke lige tænkt over at det var dagen hvor julebryggen blev frigivet, så der var fyldt med MANGE unge mennekser alle vegne.
Vi var et par steder, men det var ikke til at komme ind for de unge mennesker.
Derfor sivede vi om i en af de små gader, hvor der ligger et lille værtshus...., og sikke en stemning der var der. Det var folk på vores egen alder og ældre, og sikke en broget skare, men meget sjovt at sidde og kigge på. Det var også til at snakke, for der var ikke så meget støj som der er mange af de andre steder.

Hyggelig aften med veninderne. Glæder mig til næste gang.

I dag har jeg tullet rundt i nattøj det meste af dagen. Haft det lidt dårligt. Drikker ikke ret meget pga. mit medicin, men igår fik jeg åbenbart lige den ene drink for meget som gjorde at min mave gik helt i stykker.

Men ville nu ikke have undværet den dejlige tur.
Tak TØSER...

God søndag i morgen.

fredag den 28. oktober 2011

Krea-messe i Fredericia..

Dagen i dag har jeg brugt på det kreative...Af samme grund havde jeg taget en fridag.

Meningen var at jeg ville køre til Fredericia lige fra morgenstunden, så jeg ville være der fra kl. 10. ....., men, men, men..... det skulle jeg så ikke, for da jeg vågnede, havde jeg en "monster"-hovedepine, så jeg var nødt til at kravle under dynen igen.

Havde sat uret til kl. 10, og da var hovedpinen lettet så meget at jeg kunne stå op. Kunne dog stadig godt mærke den, og skulle passe på at den ikke kom med fornyet kraft.

Gik i bad, fik lidt at spise, hyggede lidt med hundene og katten. Og kl. 13.30 kørte jeg hjemmefra, for så ville det også passe med når jeg skulle hente manden min fra arbejde kl. 17.15.

Ankom til messen kl. 14...., gik rundt og osede, sugede indtryk til mig, og nød i det hele taget den gode stemning der var.

Fik set en masse og købt lidt. Fik også snakket med en af mine gode "legekammerater", Morten, som jeg har leget med ler med i rigtig mange år. Han har en udstilling med sit keramik og lidt af sine malerier.

Hvis I får tid, så besøg hans stand og se det smukke keramik han laver. Kan desværre ikke huske nr. på standen, men den ligger i den hal, hvor scenen er, og til højre for scenen.

I kan se hans fine stand her....






Der var selvfølgelig rigtig mange andre stande som fortjente at blive vist frem, men det må andre så gøre.

Her er et lille udpluk af det jeg faldt for på messen....

En keramiker som lavede flotte figurer i ler,
hun lavde også nogle utrolig flotte nisser,
både i ler, filtet og stømpenisser.




Et flot hæklet tæppe,
tror det var ved "Tante Grøn",
men er ikke sikker,
ret mig venligst hvis det er forkert.


En tredje keramiker,
som også lavede nogle flotte ting.


Et maleri ude i udstillingsområdet...


Nogle mindre malerier inde i den store hal.


Og sidst men ikke mindst,
denne skønne filtede dame / kvinde,
som jeg ikke kunne stå for.


Jeg beklager, at jeg er en klovn til
at huske navne /butikker på de
steder hvor jeg har taget billeder.
I må meget gerne smide en kommentar,
hvis I ved hvilket navn - hvilken butik,
det er hos, så jeg kan få det skrevet.

Herunder kan I se mit beskedne bytte, hvis I spørger min mand.
Han syntes godt jeg kunne have købt noget mere, men omvendt, så syntes jeg ikke der var mere jeg behøvede.


2 strikkekit fra "Tante Grøn",
Stjernestrimler fra "CCHobby",
Hæklekit fra "Karen Klarbæk",
Sekskanter til patchwork fra 2 forskellige butikker,
2 specialtusser til at skrive eller lave streger
på akrylbilleder fra "Art de Vinci"
og sidst men ikke mindst,
3 poser med små juleglashjerter
(fra en eller anden butik),
som kan bruges som pynt på en troldegren...

Glæd jer til Messen

torsdag den 27. oktober 2011

Hjemme igen....

.....med et lappet ben. Æv hvor er det bare ikke rart at kigge på.

Så jeg advarer alle med sarte maver og nerver, kig endelig ikke længere ned i dette indlæg.

Alle I andre, I kigger bare, så kan I se hvor slemt jeg syntes det ser ud, og hvor lidt det var når det kommer til stykket.

Frk. Smilla var meget heldig.

Hun skal nu holde sig i ro, så vidt det er muligt i 4-5 dage, så såret har en chance for at hele op, uden alt for meget bøvl. Så hun har fået hyggekrog i soveværelset og bryggerset. Nu må vi så se hvor længe hun kan holde ud at være inde, eller hvor længe vi kan holde ud at høre på hendes brok over ikke at måtte komme ud.
Hun er jo en udekat, det kan ikke fornægtes. Men vi prøver så lang tid vi nu kan, at holde hende inde.




onsdag den 26. oktober 2011

Æv æv æv

Frk. Smilla blev ramt af en bil i dag, så nu ligger hun ved dyrlægen, efter hun er blevet syet sammen.

Jeg kom hjem kl. 13, og der lå hun ude i sin kasse og slappede af. Og gik på tur, da jeg gik ind for at hvile mig.
Kl. 14.30 kom ældstedatteren hjem, og med panik i stemmen kaldte hun på mig, at Smilla var kommet til skade.
Jeg kommer op og kigger og tjekker, og kan godt se at det ikke ser godt ud. Ringer til vores dyrlæge for at høre om han er på klinikken. Det er han så ikke, og hans klinikassistent/kone anbefaler så en anden dyrlæge tæt på hvor vi bor. Og der er altid en dyrlæge på klinikken.
Vi kører der over og han tager hende med ind med det samme, og vil beholde hende da hun skal i narkose, så han kan tjekke hende ordentlig, og derefter beholde hende til i morgen, da det var sidst på eftermiddagen vi kom med hende, så han ville være sikker på at hun var ok efter narkosen inden han sendte hende hjem.

Vi var så hjemme igen allerede kl. 15.15, og kl. 16 ringer han....

Hun var meget heldig, havde kun fået et snit bag på det ene bagben, men det var alligevel så dybt at senerne, arkille-senen og musklen var at se. Æv hvor ubehageligt at se på.
Hun havde også fået et lille slag omkring snuden, men det var bare en meget lille hudafskrabning, og dog ikke så slemt, for alle hårene sad der endnu.

Omkring snittet på benet, sagde dyrlægen at hun havde store blodudtrækninger, så han var ikke i tvivl om at det var en bil hun var blevet ramt af.

Han havde renset såret og klippet huden til så han kunne sy det pænt sammen.

Han havde også tjekket ribben og bækken og der var heldigvis ikke brækket noget.
Endnu et bevis på at hun var en meget heldig kat.

Han vil så ringe til mig i morgen ved 10-tiden for at fortælle hvordan natten er gået, og hvad medicin hun skal have med hjem.

Det bliver sgu nok en dyr omgang, men "SKIDE VÆRE"  med det. For har man dyr, må man også tage det ansvar det er at få dem raske når de er syge.

Puha, hvor kunne jeg ikke lade være med at tænke på vores Agathe som døde sidste år, også efter at være ramt af en bil. Men det er risikoen ved at have ude-katte og at bo så tæt på en stor vej.

søndag den 23. oktober 2011

Igen en lækker weekend....

Lørdag blev bla. brugt på støvsugning og gulvvask, rengøring af hundenes tæpper, som lige kom en tur i vaskemaskinen. Godt tiltrængt forøvrigt.

Der blev også slappet af og hygget lidt med ældstedatteren...., som kom hjem fra København.

Desværre havde der været indbrud i hendes bil, som havde stået inde ved banegården i Vejle, da hun var med tog frem og tilbage.
Ærgeligt, men udover en knust siderude, mistede hun "kun" sin GPS.
Så det var heldigvis en "billig" omgang. De havde ikke ødelagt andet, og pænt lukket døren igen.

Vi fik fat i mekanikeren og han ville finde en brugt siderude til hendes bil, så vil det ikke blive så dyrt. Bilen kan vi aflevere til ham i morgen mandag og regner med den er færdig i morgen eftermiddag eller tirsdag.

Manden min gik og arbejdede udenfor, og Frk. Smilla holdt ham med selskab. Hun syntes det var sjovt at ligge i rillen som han havde gravet ud....


  
Lørdag aften fik jeg flettet lidt julestjerner.


 Min skulder ville ikke rigtig være med til at hækle, så jeg har holdt pause fredag og lørdag, og i dag. Men jeg har også fået hæklet rimeligt meget i løbet af ugen. Er over halvvejs med en lille elefant...


I dag, søndag har jeg været aktiv i køkkenet.

Jeg skal have kage med til mit keramik-hold mandag aften.
De vil så gerne have min "færøske lagkage", og jeg syntes den tager så lang tid at lave. Så tænkte jeg, at da den kun bliver bedre af at stå en dags tid, for at "sætte" sig, kunne jeg lave den i dag. Og er fri for det i morgen eftermiddag når jeg har fri fra arbejde.


Det blev også til en lille udgave, så manden min og jeg havde lidt lækkert til aftenskaffen og den gode film.
Det er kun et mini-fad..., og der er endda nok til manden i morgen aften, hvor jeg ikke er hjemme.


Derudover har jeg lavet mini-flødeboller, med bunde fra "Specialkøbmanden", familien har godkendt dem. De siger de smager godt. Det kan så godt være, men det varer længe inden jeg gider det igen..., for hold da op, det tager tid. Kan sgu godt være det bare er mig som er langsom. Men min ryg er ikke hel tilfreds lige nu.

 
Poseklemmen, som er en af de små, er lagt så I kan se hvor små flødebollerne er.


Af resten af skummet fra flødebollerne, lavede jeg marengs, som fik lidt mørk chokolade under bunden. Uhm, de er også gode.


Nu er min ryg også totalt smadret...., det var alligevel for lang tid at stå i køkkenet..., men sådan er det når man bliver grebet af  noget, så har jeg svært ved at stoppe før det er for sent. Der er jo en grund til at jeg er i fleksjob,  med stillesiddende arbejde.

torsdag den 20. oktober 2011

Ældstedatterens fine køretøj i Afgha......

....nistan, kan I se her.

Den forreste i rækken, er en magen til den hun kører i, når hun er på vagt i Afghanistan...., .

En MRAP med mine-rulle....

Billedet er lånt på soldaterportalen

onsdag den 19. oktober 2011

Lidt hyggebagning og andet godt...

Efter at yngstedatteren blev afleveret i søndags har jeg bare slappet af og fået hæklet lidt, mere om det længere nede.

Mandag fik manden lov til at lave mad, for der orkede jeg det simpelhen ikke.

Men så i går havde jeg fået lidt energi tilbage, og fik lavet både aftensmad og lidt godt til fryseren.

Vi fik koteletter i fad, og hjemme hos os ser det sådan ud.


Det er koteletter svitset på panden og derefter lagt over i et ovnfad, derefter bliver der kogt en sovs af i stegefedet, (nok ikke særlig sundt..., men det skal det heller ikke altid være), spædet til med 1 ds. tomatpure og ½ l piskefløde og smagt til med salt, peber og paprika. Imens det står og små simrer, snitter man et bundt forårløg og 1 rød peber, som hældes over koteletterne, sammen med en god portion ærter fra en pose i fryseren. Derefter hældes sovsen over og dækkes med et stykke staniol. I oven ved 2oo grader i ½ time.
Mens det er i oven, koger man ris, som serveres til.
Altid et hit herhjemme hos os.

Denne gang var vi så kun lige 2 der skulle spise, så der var også til en portion til os til fryseren, derfor den fine foliebakke. Så er der nem mad til en anden gang.

Nu mens ovnen var igang, så havde jeg en frygtelig masse bananer der skulle bruge og kokosmel der var lige ved at udløbe på dato, så igang med opskrifterne...

Det blev til disse lækre amerikanske bananbrød med chokoladestykker i, og til fryseren, dejligt med noget hvis der skulle komme uventede gæster, eller hvis man en aften får en sød tand.



Kokosmelet blev brugt til disse lækre kokosmakroner / kokostoppe, kært barn har mange navne.


De fik lige lidt mørk chokolade smurt på bunden, og da det var størknet, røg de også i fryseren.
 Uhm glæder mig til vi får uventede gæster....


For en uges tid siden fik jeg en bestilling på en lille elefant, og det måtte jeg så prøve om jeg kunne lave.
Denne er dog kun en prøve... indtil videre. Den er hæklet med dobbelt garn og med nål 5, hvor der i opskriften står enkelt garn og nål 3,5, så det vil jeg også prøve, og så må hun selv vælge hvilken en hun helst vil have.


Benene og ørene mangler dog stadig lige at blive syet på, en hale ligeså. Og så lige få fundet nogle øjne...