I dag har min mands lille familie været samlet,
for at sige farvel til hans moster,
som afgik ved døden sidste torsdag.
Æv, hvor kan jeg ikke klare det. Bliver så ked af det inden i.
Meget mere end man egentlig skulle forvente når det er
en person, man ikke har haft det helt tætte forhold til.
Men kunne se på min ældste og på min mand
at de var rigtig kede af det.
Og jeg tror, at det er på deres
vegne at jeg blev så ked af det.
Jeg vil nu bruge aftemen på at tænke på de få,
men gode stunder der trods alt har været.
Hun var et meget glad menneske, trods stor modgang i hendes liv.
For 8 år siden blev hun ramt af en lammelse i halvdelen af kroppen,
og trods det formåede hun at holde humøret oppe.
Hun kunne kun komme rundt med kørestol og havde ikke ret
meget talesprog, så hun var svær at forstå ind imellem.
Vi fik lavet en pegebog til hende,
med billeder fra gamle reklamer,
så jeg kunne finde ud af hvad det var
for varer hun skulle have handlet.
Trods den ringe fysiske formåen, klarede hun
selv at lave varm mad til sig selv hver dag.
Godt gået når man kun har en arm der kan bruges.
Hun fik også spillet kort med naboerne,
det kunne hun ved hjælp af en lang træklods
med en rille i, hvor kortene kunne stå i.
Det er dejligt at man trods sygdom, kan have et godt liv alligevel.
Ære være Jytta's minde.
