fredag den 28. oktober 2011

Krea-messe i Fredericia..

Dagen i dag har jeg brugt på det kreative...Af samme grund havde jeg taget en fridag.

Meningen var at jeg ville køre til Fredericia lige fra morgenstunden, så jeg ville være der fra kl. 10. ....., men, men, men..... det skulle jeg så ikke, for da jeg vågnede, havde jeg en "monster"-hovedepine, så jeg var nødt til at kravle under dynen igen.

Havde sat uret til kl. 10, og da var hovedpinen lettet så meget at jeg kunne stå op. Kunne dog stadig godt mærke den, og skulle passe på at den ikke kom med fornyet kraft.

Gik i bad, fik lidt at spise, hyggede lidt med hundene og katten. Og kl. 13.30 kørte jeg hjemmefra, for så ville det også passe med når jeg skulle hente manden min fra arbejde kl. 17.15.

Ankom til messen kl. 14...., gik rundt og osede, sugede indtryk til mig, og nød i det hele taget den gode stemning der var.

Fik set en masse og købt lidt. Fik også snakket med en af mine gode "legekammerater", Morten, som jeg har leget med ler med i rigtig mange år. Han har en udstilling med sit keramik og lidt af sine malerier.

Hvis I får tid, så besøg hans stand og se det smukke keramik han laver. Kan desværre ikke huske nr. på standen, men den ligger i den hal, hvor scenen er, og til højre for scenen.

I kan se hans fine stand her....






Der var selvfølgelig rigtig mange andre stande som fortjente at blive vist frem, men det må andre så gøre.

Her er et lille udpluk af det jeg faldt for på messen....

En keramiker som lavede flotte figurer i ler,
hun lavde også nogle utrolig flotte nisser,
både i ler, filtet og stømpenisser.




Et flot hæklet tæppe,
tror det var ved "Tante Grøn",
men er ikke sikker,
ret mig venligst hvis det er forkert.


En tredje keramiker,
som også lavede nogle flotte ting.


Et maleri ude i udstillingsområdet...


Nogle mindre malerier inde i den store hal.


Og sidst men ikke mindst,
denne skønne filtede dame / kvinde,
som jeg ikke kunne stå for.


Jeg beklager, at jeg er en klovn til
at huske navne /butikker på de
steder hvor jeg har taget billeder.
I må meget gerne smide en kommentar,
hvis I ved hvilket navn - hvilken butik,
det er hos, så jeg kan få det skrevet.

Herunder kan I se mit beskedne bytte, hvis I spørger min mand.
Han syntes godt jeg kunne have købt noget mere, men omvendt, så syntes jeg ikke der var mere jeg behøvede.


2 strikkekit fra "Tante Grøn",
Stjernestrimler fra "CCHobby",
Hæklekit fra "Karen Klarbæk",
Sekskanter til patchwork fra 2 forskellige butikker,
2 specialtusser til at skrive eller lave streger
på akrylbilleder fra "Art de Vinci"
og sidst men ikke mindst,
3 poser med små juleglashjerter
(fra en eller anden butik),
som kan bruges som pynt på en troldegren...

Glæd jer til Messen

torsdag den 27. oktober 2011

Hjemme igen....

.....med et lappet ben. Æv hvor er det bare ikke rart at kigge på.

Så jeg advarer alle med sarte maver og nerver, kig endelig ikke længere ned i dette indlæg.

Alle I andre, I kigger bare, så kan I se hvor slemt jeg syntes det ser ud, og hvor lidt det var når det kommer til stykket.

Frk. Smilla var meget heldig.

Hun skal nu holde sig i ro, så vidt det er muligt i 4-5 dage, så såret har en chance for at hele op, uden alt for meget bøvl. Så hun har fået hyggekrog i soveværelset og bryggerset. Nu må vi så se hvor længe hun kan holde ud at være inde, eller hvor længe vi kan holde ud at høre på hendes brok over ikke at måtte komme ud.
Hun er jo en udekat, det kan ikke fornægtes. Men vi prøver så lang tid vi nu kan, at holde hende inde.




onsdag den 26. oktober 2011

Æv æv æv

Frk. Smilla blev ramt af en bil i dag, så nu ligger hun ved dyrlægen, efter hun er blevet syet sammen.

Jeg kom hjem kl. 13, og der lå hun ude i sin kasse og slappede af. Og gik på tur, da jeg gik ind for at hvile mig.
Kl. 14.30 kom ældstedatteren hjem, og med panik i stemmen kaldte hun på mig, at Smilla var kommet til skade.
Jeg kommer op og kigger og tjekker, og kan godt se at det ikke ser godt ud. Ringer til vores dyrlæge for at høre om han er på klinikken. Det er han så ikke, og hans klinikassistent/kone anbefaler så en anden dyrlæge tæt på hvor vi bor. Og der er altid en dyrlæge på klinikken.
Vi kører der over og han tager hende med ind med det samme, og vil beholde hende da hun skal i narkose, så han kan tjekke hende ordentlig, og derefter beholde hende til i morgen, da det var sidst på eftermiddagen vi kom med hende, så han ville være sikker på at hun var ok efter narkosen inden han sendte hende hjem.

Vi var så hjemme igen allerede kl. 15.15, og kl. 16 ringer han....

Hun var meget heldig, havde kun fået et snit bag på det ene bagben, men det var alligevel så dybt at senerne, arkille-senen og musklen var at se. Æv hvor ubehageligt at se på.
Hun havde også fået et lille slag omkring snuden, men det var bare en meget lille hudafskrabning, og dog ikke så slemt, for alle hårene sad der endnu.

Omkring snittet på benet, sagde dyrlægen at hun havde store blodudtrækninger, så han var ikke i tvivl om at det var en bil hun var blevet ramt af.

Han havde renset såret og klippet huden til så han kunne sy det pænt sammen.

Han havde også tjekket ribben og bækken og der var heldigvis ikke brækket noget.
Endnu et bevis på at hun var en meget heldig kat.

Han vil så ringe til mig i morgen ved 10-tiden for at fortælle hvordan natten er gået, og hvad medicin hun skal have med hjem.

Det bliver sgu nok en dyr omgang, men "SKIDE VÆRE"  med det. For har man dyr, må man også tage det ansvar det er at få dem raske når de er syge.

Puha, hvor kunne jeg ikke lade være med at tænke på vores Agathe som døde sidste år, også efter at være ramt af en bil. Men det er risikoen ved at have ude-katte og at bo så tæt på en stor vej.

søndag den 23. oktober 2011

Igen en lækker weekend....

Lørdag blev bla. brugt på støvsugning og gulvvask, rengøring af hundenes tæpper, som lige kom en tur i vaskemaskinen. Godt tiltrængt forøvrigt.

Der blev også slappet af og hygget lidt med ældstedatteren...., som kom hjem fra København.

Desværre havde der været indbrud i hendes bil, som havde stået inde ved banegården i Vejle, da hun var med tog frem og tilbage.
Ærgeligt, men udover en knust siderude, mistede hun "kun" sin GPS.
Så det var heldigvis en "billig" omgang. De havde ikke ødelagt andet, og pænt lukket døren igen.

Vi fik fat i mekanikeren og han ville finde en brugt siderude til hendes bil, så vil det ikke blive så dyrt. Bilen kan vi aflevere til ham i morgen mandag og regner med den er færdig i morgen eftermiddag eller tirsdag.

Manden min gik og arbejdede udenfor, og Frk. Smilla holdt ham med selskab. Hun syntes det var sjovt at ligge i rillen som han havde gravet ud....


  
Lørdag aften fik jeg flettet lidt julestjerner.


 Min skulder ville ikke rigtig være med til at hækle, så jeg har holdt pause fredag og lørdag, og i dag. Men jeg har også fået hæklet rimeligt meget i løbet af ugen. Er over halvvejs med en lille elefant...


I dag, søndag har jeg været aktiv i køkkenet.

Jeg skal have kage med til mit keramik-hold mandag aften.
De vil så gerne have min "færøske lagkage", og jeg syntes den tager så lang tid at lave. Så tænkte jeg, at da den kun bliver bedre af at stå en dags tid, for at "sætte" sig, kunne jeg lave den i dag. Og er fri for det i morgen eftermiddag når jeg har fri fra arbejde.


Det blev også til en lille udgave, så manden min og jeg havde lidt lækkert til aftenskaffen og den gode film.
Det er kun et mini-fad..., og der er endda nok til manden i morgen aften, hvor jeg ikke er hjemme.


Derudover har jeg lavet mini-flødeboller, med bunde fra "Specialkøbmanden", familien har godkendt dem. De siger de smager godt. Det kan så godt være, men det varer længe inden jeg gider det igen..., for hold da op, det tager tid. Kan sgu godt være det bare er mig som er langsom. Men min ryg er ikke hel tilfreds lige nu.

 
Poseklemmen, som er en af de små, er lagt så I kan se hvor små flødebollerne er.


Af resten af skummet fra flødebollerne, lavede jeg marengs, som fik lidt mørk chokolade under bunden. Uhm, de er også gode.


Nu er min ryg også totalt smadret...., det var alligevel for lang tid at stå i køkkenet..., men sådan er det når man bliver grebet af  noget, så har jeg svært ved at stoppe før det er for sent. Der er jo en grund til at jeg er i fleksjob,  med stillesiddende arbejde.

torsdag den 20. oktober 2011

Ældstedatterens fine køretøj i Afgha......

....nistan, kan I se her.

Den forreste i rækken, er en magen til den hun kører i, når hun er på vagt i Afghanistan...., .

En MRAP med mine-rulle....

Billedet er lånt på soldaterportalen

onsdag den 19. oktober 2011

Lidt hyggebagning og andet godt...

Efter at yngstedatteren blev afleveret i søndags har jeg bare slappet af og fået hæklet lidt, mere om det længere nede.

Mandag fik manden lov til at lave mad, for der orkede jeg det simpelhen ikke.

Men så i går havde jeg fået lidt energi tilbage, og fik lavet både aftensmad og lidt godt til fryseren.

Vi fik koteletter i fad, og hjemme hos os ser det sådan ud.


Det er koteletter svitset på panden og derefter lagt over i et ovnfad, derefter bliver der kogt en sovs af i stegefedet, (nok ikke særlig sundt..., men det skal det heller ikke altid være), spædet til med 1 ds. tomatpure og ½ l piskefløde og smagt til med salt, peber og paprika. Imens det står og små simrer, snitter man et bundt forårløg og 1 rød peber, som hældes over koteletterne, sammen med en god portion ærter fra en pose i fryseren. Derefter hældes sovsen over og dækkes med et stykke staniol. I oven ved 2oo grader i ½ time.
Mens det er i oven, koger man ris, som serveres til.
Altid et hit herhjemme hos os.

Denne gang var vi så kun lige 2 der skulle spise, så der var også til en portion til os til fryseren, derfor den fine foliebakke. Så er der nem mad til en anden gang.

Nu mens ovnen var igang, så havde jeg en frygtelig masse bananer der skulle bruge og kokosmel der var lige ved at udløbe på dato, så igang med opskrifterne...

Det blev til disse lækre amerikanske bananbrød med chokoladestykker i, og til fryseren, dejligt med noget hvis der skulle komme uventede gæster, eller hvis man en aften får en sød tand.



Kokosmelet blev brugt til disse lækre kokosmakroner / kokostoppe, kært barn har mange navne.


De fik lige lidt mørk chokolade smurt på bunden, og da det var størknet, røg de også i fryseren.
 Uhm glæder mig til vi får uventede gæster....


For en uges tid siden fik jeg en bestilling på en lille elefant, og det måtte jeg så prøve om jeg kunne lave.
Denne er dog kun en prøve... indtil videre. Den er hæklet med dobbelt garn og med nål 5, hvor der i opskriften står enkelt garn og nål 3,5, så det vil jeg også prøve, og så må hun selv vælge hvilken en hun helst vil have.


Benene og ørene mangler dog stadig lige at blive syet på, en hale ligeså. Og så lige få fundet nogle øjne...

søndag den 16. oktober 2011

Sove knap så længe.....

.....har vi gjort i dag.

Yngstedatteren puttede sig først kl. 1.30 og har så sovet til kl. 8.30, hvor vi igen i dag lå og puttede lidt inden vi stod op til morgenmad.

I dag var det kun yngste, far og jeg der hyggede, da ældste var på Fyn.....
Men det var nu dejligt alligevel.

Dagen i dag har stået i afslapningen og hyggens tegn.
Yngste har kigget tv og leget med ALLE sine legesager hun har herhjemme hos os.
Imens har jeg fået syet mærker i noget af det tøj vi har købt til hende det sidste stykke tid, så hun kunne få det med hjem i dag.

Efter en lækker frokost, pakkede vi tasken og kørte yngste hjem, hun var begyndt at virke lidt utilfreds, og det er et sikkert tegn på at nu vil hun altså gerne hjem.

Hjemme på bostedet var der 2 af de gode personaler, ikke at de ikke alle er gode, men der er jo nogen man foretrækker frem for andre. Det gør yngste i hvert fald. Jeg fik afleveret og pakket ud, og hun havde ikke interesse for mor mere, så jeg skyndte mig at køre hjem igen, så vi kunne nå at slappe lidt af også.
For det er altså et 24 timers job at have hende hjemme, men dejligt alligevel. Men som sagt så kræver det også lige lidt afslapning bagefter.

Nu kan vi så se frem til at hun skal hentes på torsdag, når hun skal til ridning.

Ældste kom hjem midt på eftermiddagen og kørte ret hurtigt igen, hun havde en aftale i Århus. Og den var hun blevet lidt forsinket til, da hun var kørt tør for benzin på motorvejen. Havde lige glemt at det er det røde felt som indikere at der ikke er ret meget benzin på. Som hun sagde til mig da hun ringede; "FUCK.... det er jo lige omvendt i den her...."
Nu har hun jo kørt i panseret mandskabsvogn og MRAP i de sidste 2½ mdr. og der er det vist anderledes.
Hun troede først at mor havde ødelagt hendes bil, og ikke sagt det, men hun endte med at sige undskyld, og så er det godt igen. Men kunne ikke lade være med at smile lidt af hende, uden hun opdagede det.

Nu har vi lige spist lidt sen aftensmad, manden min og jeg, og han sidder lige og ser en serie på kanal 6.
I dag skal vi ikke så forfærdeligt sent i seng, og håber vi får sovet i nat...., nu er der i hvert fald ingen (yngste) til at holde os vågen.

God søndag aften til jer alle....

lørdag den 15. oktober 2011

Sove længe....

.... har vi vist gjort i dag.

Yngstedatteren skulle lige vise os i nat hvordan det var da hun boede hjemme.
Så hun sov fra kl. 22.30 - 01.15 og så først igen fra kl. 03.30 og indtil kl. 9.30, og jeg må indrømme at jeg først vågnede da hun pillede mig i ansigtet.

Hu hej hvor det går, men det var nu hyggeligt alligevel at vågne op ved side af hende.
Hun elsker at ligge og putte, så vi lå indtil kl. 10 inden vi stod op.

Hentede nogle boller i fryseren og varmede dem i ovenen, og vi sad og hyggede med morgenmaden.
Bagefter så yngste lige lidt Ramasjang på DR. Noget hun elsker at se.

Ved middagstid gik manden ud for at gøre værkstedsmuren færdig,
ældste gjorde sig klar til hun skulle over til en kollega på Fyn som skulle holde fest hele dagen i dag,
yngste og jeg gjorde klar til en bytur, i vores lokale indkøbscenter; Bryggen, hvor der er mange forskellige forretninger.

Et par lækre kondisko nedsat med 50%  og en lækker vinterjakke til yngste, for ialt kr. 800,-

Derudover har vi besøgt rigtig mange af alle butikkerne, og hun nød vores tur.

Hjemme igen fik vi lige lidt sen frokost.; rester af porretærten fra i går.

Lidt hygge og leg, nussen med hundene, og tv-kiggeri blev det til resten af eftermiddagen.

Og lækker aftensmad lavet af far og derefter bliver der set Kung Fu Panda, til stor fornøjelse.

Håber hun vil sove lidt mere i nat.

fredag den 14. oktober 2011

Efter 2½ mdr. på feltrationer....

.....har ældstedatteren stor lyst til mors mad.

Så hun får lov til at vælge hvad hun gerne vil have at spise,
her mens hun er hjemme på leave.

I går fik vi frikadeller og kold kartoffelsalat.

I dag har vi fået porretærte med skinketern i,
og små butterdejs snegle med ost og oregano,
lavet af resten af butterdejen fra tærterne.

  Mors porretærte,
opskriften fik jeg for 25 år siden af min svigermor,
og den er blevet lavet rigtig mange gange igennem tiden.
(Svigermor døde for 22 år siden)

Butterdejs-snegle, 
lavet efter Karolines kogebøger,
vi bruger bare oregano i stedet for,
det som står i kogebogen,
kan ikke lige nu huske hvad det oprindelige er.

Yngstedatterens ridning måtte aflyses i går,
og ligeledes hendes besøg hjemme,
da jeg skulle hente ældstedatteren i Karup,
da hun kom hjem på leave fra Afghanistan.

Så derfor blev yngstedatteren hentet i eftermiddags,
da hun var kommet hjem fra dagcenteret.

Hun skal være hjemme her i weekenden,
så vi alle kan hygge sammen.
Det er ikke så tit det sker.

Jeg nyder lige nu;
# at jeg kan høre ældstedatteren pusle ovenpå på hendes værelse.
# at yngstedatteren har fået lov til at låne fars seng, så vi kan holde i hånd indtil hun er faldet i søvn, far må så sove på briksen i stuen, men det gør han gerne.
# at ældstedatteren er kommet igennem de første 2½ måned i Afghanistan uden at være kommet til skade.
# at vi er sammen alle 4, selvom det er for en kort bemærkning.

 Yngstedatteren i fars seng,
putter med Hugo

torsdag den 13. oktober 2011

Juhuuuu

En dejlig dag det er i dag...

Ældstedatteren er hjemme på leave:
Har lige hentet hende i Karup i dag, og har hende hjemme mere eller mindre i 2½ uge.

mandag den 10. oktober 2011

Elefanter

Jeg har for et stykke tid siden, på nettet, fundet en opskrift på en hæklet elefant.

Kan desværre ikke huske hvor jeg fandt den.
Håber at opfinderen af elefanten bærer over med mig, når jeg nu viser de 2 elefanter frem jeg har lavet.
Skriv gerne til mig hvis du ved hvem der har lavet opskriften, så jeg kan få det skrevet og linket til hende.

Update.... 11.10.2011.
Opskriften er fundet her: Pif-Paf-Puf

Tak til Trine - Søhesten, som skrev til mig.

Den blå elefant har en bjælde indeni, så den også kan bruges som rangle til baby.