lørdag den 18. september 2010

Bil kaput igen

Så er starteren i bilen stået af igen.

Godt gjort at man betaler mange tusind kr. for at de, (FORD), sætter en spritny starter i, og så allerede efter 14 dage er der problemer.
Vi afleverede den, så den kunne blive ordnet. Og nu igen 14 dage efter er den stået helt af.

Har dem mistænkt for ikke at have sat en helt ny starter i, men muligvis bare repareret den gamle, eller sat en "ny" brugt i.

Resultatet er i hvert fald, endnu engang at vi har en bil som ikke kan starte.
Men heldigvis står den denne gang i vores indkørsel.

Og de får lov til at lave den UDEN BEREGNING, da de ikke har gjort det ordentlig første gang og anden gang...

God weekend...

mandag den 13. september 2010

Ny garnbutik i Vejle....

JUHUUU....

Ny garnbutik åbner i Vejle...


Klik på billedet for at se teksten i større størrelse...

torsdag den 9. september 2010

Bertram...

Så blev Bertram færdig
til min lille "store" dejlige nevø på 3 år.



Strikket i Holst garn.

søndag den 5. september 2010

Søndagens projekter - del 3

Sidst men ikke mindst har vi fået hentet olie til fyret, fået indkøbt lampe til badeværelset i Silvan til minus 20 % af prisen, da de havde momsfri søndag...

Der har også været tid til lidt pauser, hvor vi har siddet og nydt solen og den flotte himmel og de hvide skyer.


Katten har også nydt det gode vejr...


Derefter har den stået på afslapning fra kl. 18.00, fået lidt at spise, hygget, og set DR1, kl. 20.00.
Var nødt til at se programmet, pårørende til faldende soldater, da ældste-datteren skal afsted til Afghanistan til næste år.

Har derefter siddet og læst lidt blogs, og faldt over denne her...., og jeg kan fuldt tilslutte mig hendes mening, og derfor svarede jeg dette:

Så er vi to som har grædt tårer den sidste time.
Jeg har det desværre tæt inde på livet.
Min ældste datter har taget det valg, at det er soldat hun vil være, og at hun tager til Afghanistan til august næste år.
Og jeg frygter bare så meget at hun ikke kommer hjem igen.
Bare tanken er så forfærdelig....
Så jeg vil også sige; Jeg hader krig...

Jeg har fortalt ældste-datteren det en gang at jeg er ked af at hun vil afsted, men at jeg respekter hendes valg og bakker hende op i hendes beslutning, for jeg tror ikke på at det vil være godt for nogen af os, hvis hun bliver hjemme, kun for min skyld. Og i og med at det er det arbejde hun brænder for, ja så må vi krydse fingre og håbe det bedste.

Godnat, med mange tanker i sindet...

Søndagens projekter - del 2

Næste punkt på dagens projekter, var at køre de sidste grene og kvas på genbrugspladsen....

JUHUUUU, vi er færdige med at rydde den ene side af indkørslen....
Set øverst fra indkørslen ned mod vejen....

Indkørslen set nede fra vejen...


Og så nede fra vejen, men næste fjerdel af stykket..

3. del af stykket...

Sidste stykke inden vejen...

Pyha det har sørme også været hårdt....,
nu mangler vi bare de resterende 2700m2

Og se lige hvad vi fandt i det sidste stykke krat.....

Et skilt fra huset tid som pottemagergård...
Ja, der har jo boet en pottemager her,
og han har også haft butik her.

Det var jo lidt med det i tankerne,
at min mand syntes vi skulle købe stedet her,
nu da jeg også arbejder med ler,
dog bare i stentøj, 
da det kan holde til noget mere end det i rødler.

Skiltet skal op og hænge i mit kommende værksted,
hvis det ikke smuldrer når det tørrer.
Det har jo ligget halvvejs i jorden.
Så der skal måske ikke så meget
til før det går helt i stykker.

Men det er da fedt at finde lidt historie
fra huset tid med andre ejere.

Søndagens projekter - del 1

Søndagen startede med et besøg ved yngste-datteren, da hendes ynglings-person blandt personalet havde sidste dag.

Nanna har været ansat i det år Tanja har boet på bostedet, og Tanja er bare så glad for Nanna, og det er gengældt. Nanna har altid tid til lidt sjov, hygge og holden i hånd hvis det er det man trænger til.
Min overbevisning på at de 2 har det så godt sammen er deres alder. De er jævnaldrene, Tanja fylder 20 til januar, og Nanna er fyldt 20 her i forsommeren. Selvom Tanja er aldersvarende med et barn på 1, så har der alligevel været noget til fælles for de 2.

Nanna har kun være på mellemrejse, for nu skal hun igang med at læse til sygeplejerske. Og tro mig, de personer som engang med tiden skal passes og plejes af Nanna er utrolig heldige, for hun er en af den slags mennesker med hjertet på rette sted, trods hendes unge alder.

Tanja havde (med mors hjælp), indkøbt et armbånd fra Pilgrim til Nanna, og mor havde skrevet et kort for Tanja.

Nanna blev rigtig glad og rørt, både for armbånd og kortet. Så vi fik sagt ordenligt farvel, nå nej, ikke farvel, men på gensyn, for Nanna ville indimellem komme forbi for at besøge Tanja og selvfølgelig de 5 andre beboere. Men som hun selv sagde, så har Tanja en helt speciel plads i hendes hjerte, og hvilken mor ville ikke smelte, når hun hører sådan noget.

Tak for et godt år, og tak for din søde måde at være på, Nanna.









Flagermus...

Ja, jeg nåede desværre ikke i kampens hede at få taget et billede, for at dokumenter at det er rigtig det jeg nu skriver.

I går aftes, da vi sad i køkken-alrummet og så TV, kunne vi høre at katten gik helt amok oppe på vores 1. sal, som forøvrigt ikke er gjort i stand endnu. Indimellem kunne vi også høre en høj piben/skrigen.

Så var vores nysgerrighed vakt, hvad kunne det dog være katten var ved at fange.

Vi skynder os derop, det skal så lige siges at der er ikke strøm deroppe endnu, så heller intet lys, og lommelygten kunne vi ikke finde. Det blev med hjæp fra lommelygten i mobiltelefonen. Og den er ikke speciel god.

Vi tjekker alle rummene efter, og opdager oppe ved en af de synlige bjælker, at der sidder 2, ja TO, flagermus, hvordan de så er kommet ind, er os en gåde.


Billedet er lånt her

Efter en halv times kamp, lykkedes det endelg at fange dem, jeg havde nemlig bestemt ikke lyst til at lægge mig til at sove, vel vidende at der var flagermus på 1. sal.

Vi får lukket dem ud, og jeg kan gå trygt i seng.

I dag har jeg så fundet ud af, at flagermus faktisk er fredet. Så derfor vil jeg lige tilføje at der ikke skete skade på dem, og de blev lukket ud i vores have, i håb om at de ville finde et andet sted at hænge ud, end i vores hus.

torsdag den 2. september 2010

Et år er gået og en beslutning er taget

Kom lige til at tjekke kalenderen.

Hold da lige op, i går var der allerede gået 1 år siden vores handicappede yngste datter flyttede hjemmefra.
Kan slet ikke forstå at det allerede er 1 år siden hun flyttede.
Syntes kun der er gået et par måneder.

Det kan nok skyldes, at selve flytningen og indkøringen er gået så gnidningsløst.

Hun er bare så hurtigt faldet til på bostedet. Og det er bare så skønt, for vi kan se at hun trives.


En beslutning blev taget i dag, mht. mulig jobskifte.

Jeg har sagt ja tak, efter jeg havde fået svar på mine spørgsmål, og syntes det faldt ud til min fordel.

Så 1. nov. tiltræder jeg mit nye job.

Jeg skal heldigvis ikke flytte hverken plads eller skifte chef.
Får lov til at blive siddende i den afdeling hvor jeg er nu, skal bare have andre opgaver.

Og jeg glæder mig rigtig meget.

God torsdag aften....

Endelig nogle færdige projekter....

Jeg skrev vist i et af de forrige indlæg, at jeg ikke havde nået at få lavet noget,som jeg kunne vise frem.
Men det passede ikke helt. Opdagde da jeg skulle tømme mit kamera, at der faktisk var noget at vise frem.

Før sommerferien havde min lillebrors svoger hjulpet os med at få yngstedatterens computer til at virke, så hun kunne spille hendes specielle spil på den. RIGTIG MANGE TAK FOR HJÆLPEN.
Og når vi spurgte ham hvad han skulle have få det, så svarede han, at nu når det var Tanja han hjalp, skulle han ikke have noget. Men så lige pludselig ringede min lillebror og sagde at Søren godt ville have noget alligevel. Gisp tænkte jeg, har vi nu råd til det....

Hans beskeden ønske var en brødkurv af stof, i stil med Steltons modeller, og yae, det ønske kunne jeg i hvert fald opfylde. Har i tidernes morgen syet en til min lillebror og svigerinde, og det var den han havde set.

Så her er Sørens brødkurv, håber du er tilfreds med den.


Det andet har ikke været i gang i meget lang tid, fik dog gjort den ene del færdig i juli måned, forklædet til min kære kollega, og i sidste uge fik jeg lavet skåneærmerne.

Cilla skulle jo have det i tirsdags, da det var hendes sidste arbejdsdag.


Sjældent har jeg set en som blev så glad for sin gave, som Cilla gjorde.
Jeg håber at Cilla syntes det er ok jeg viser hende frem her, iført forklæde og skåneærmer, da hun simpelhen er så skøn en kollega.

Tredje projekt er et billede, jeg havde lovet at male til en anden kollega, hvis barnebarn skulle have det.
Og endelig efter x antal måneder blev jeg færdig. Det er jo svært, når  man også skal nå noget herhjemme.

Min kollega havde givet mig en seddel med ønske om hvad der skulle være på billedet, og der skulle være 3 blomster, som lignede Lamaze's blomsterrangle...., derudover skulle der være en snegl, en edderkop, sommerfugle og mariehøns.

"Misson kompletet", denne kollega blev også bare så glad, for det var bare så godt, som hun sagde. Meget bedre end hun havde forventet, og så kan man vist ikke forlange mere. Billedet blev også afleveret i tirsdags.


Jeg er stadig i gang med mit Granny Stripes,
men lige inden vi tog til Skagen,
opdagede jeg at der var 2, ja hele to, fejl i tæppet,
et par rækker nede,
og så måtte jeg jo trævle op,
for jeg ville kunne se fejlene hele tiden.
Det har så gået langsomt, men støt fremad, og nu
er jeg ved at være på højde med det jeg var inden
jeg trævlede op, så skal nok snart vise det frem igen

I fredags var jeg til Vejle by night...
og der var jeg heldig at finde dette sæt fra Rice,
til halv pris, så jeg slap med kr. 26,-
Det tror jeg, var billigt nok.
For sættet måtte i hvert fald med hjem.


onsdag den 1. september 2010

Jeg får lov til at være "Tante"

Nu kan jeg godt juble det ud over hele blogland,
for nu har Louise selv offentliggjort det.

En af mine veninders datter, denne dejlige skrupsak,
skal endelig have sin lille ønskebaby.

Og hvor jeg dog under
Louise og Marco at blive forældre.

Selv om de har store familier begge to,
har Louise givet mig lov til at være "Tante Di".

Jeg glæder mig sådan til at få lov til at være "Tante".

Har jo kendt Louise siden hun var 3-4 mdr. gammel.
Så føler jo også at hun er lidt i min familie.

Stort tillykke til Louise og Marco.
Og tillykke til mormor Ross og moster Tine.

Knus til jer alle.

Ingen beslutning endnu...

Jeg har endnu ikke været inde ved chefen for at få svar på nogle af de spørgsmål jeg har vedrørende mulig jobskifte.
Han har først tid i morgen, og så må jeg vente på den endelige beslutning fra mig selv, da der er nogle ting som jeg lige skal have afklaret først.
Men jeg er nået så langt til at sige, at hvis svarene falder ud som jeg regner med de gør, så siger jeg ja til det nye job.

Kan forøvrigt se at det er mit indlæg nr. 100, så det må jeg vist hellere få fejret.
Følg med en af dagene, og der vil være en lille give away for lige at markere det.

Jeg skal lige have fundet på hvad det skal være jeg vil give væk....

God onsdag...

Knus til jer alle.

mandag den 30. august 2010

Fravær... og muligvis jobskifte...

Endnu engang har jeg været fraværende længe.

Vi kom hjem fra en dejlig ferie i Skagen, og havde stadig ferie, hvor tiden blev brugt til at fortsætte med at rydde i vores krat / urskov.... Vi kæmper en kamp for at få det fældet, men vi bliver vel færdige en gang.

Efter opstart på arbejdet, har der bare været så mange ændringer og rokeringer, at man næsten ikke kunne følge med.

Og i dag, lige inden jeg var på vej hjem, blev jeg kaldt ind til chefen...., uha tænkte jeg, er det min tur til at blive fyret, man ved jo aldrig.

Men nej, for et stykke tid siden havde jeg under en samtale med chefen, givet udtryk for at jeg godt kunne tænke mig at prøve noget andet, få noget erfaring andre steder fra, og det er så nu, tilbuddet er der.

Der er bevilget penge til et projekt, hvor de skal bruge en administrativ fleksjobber, og det er jo lige det jeg er, så jeg har fået tilbudt stillingen. Skulle gå hjem og tænke over det her i weekenden og give svar mandag eller tirsdag.

Lige nu kører det rundt i bolden på mig, der er mange ting at tænke på og over.

Bl.a. er det en tidsbegrænset stilling på 2 år, hvad så bagefter...., kan jeg få orlov fra min nuværende stilling, og er det den stilling jeg kan vende tilbage til, eller er det bare en stilling på arbejdspladsen, som så er helt tilfældigt hvor man lander...

Kan jeg klare det rent fagligt, da der er meget med lovgivning ind over, men omvendt, så tilbyder de vel ikke stillingen til mig, hvis de ikke mener jeg kan klare det.

Jeg har jo nogle begrænsninger, bl.a. at jeg ikke lærer lige så hurtigt som mange andre, da jeg får meget smertestillende medicin, som påvirker min indlæringsevne...lyder så fint, men jeg bliver træt i mit hoved, og har svært ved at huske noget jeg har læst, og er ofte ved at falde i søvn, når det er fagligt jeg læser, da det jo ofte ikke er så spændende som krimi-romanen.

Men alt i alt, så er der lige nogle spørgsmål jeg skal have stillet chefen, og som jeg skal have svar på inden jeg siger ja.

Hvis alt stadig lyder lige så godt, når jeg har fået svar på mine spørgsmål, ja, så siger jeg sgu nok ja til stillingen.

Vi må se hvad der sker i næste uge.

God weekend....

P.s. Dette blev et af de billedeløse indlæg, da jeg ikke rigtig har fået noget lavet færdig siden sidst, som jeg kan vise frem.

Til Tine, "Det bedste jeg ved"...
Jeg har ikke glemt dig.
Knus

mandag den 9. august 2010

Skagen

Langt om længe blev det vores tur til at tage på ferie. Vi skulle mod Skagen. Og vi drog afsted i morges ved 9.30-tiden.

Vi skulle lige en tur omkring Herning, fordi vores ældste skulle på sygehuset der til en undersøgelse.
Hun ville så selv tage toget tilbage til Vejle, for hun havde lovet at passe hundene og katten mens vi er væk.

Og når vi nu alligevel var en tur i Herning, og der kun var 5 minutter ud til et stort Mekka for en krea-kvinde som mig, så måtte vi jo lige en tur forbi Stof og Stil, da vi havde læsset ældste af.

Manden min kiggede ind ved indgangen og sagde at nu havde han set hvad han skulle, men ville sidde og drikke en kop kaffe mens han ventede på mig. Og jeg skulle bare tage mig god tid, vi skulle jo ikke nå noget, fordi vi har ferie.

Da det så ikke lige er hver dag man kommer ind i så lækker en forretning, som er så overskuelig, kan man få rigtig lang tid til at gå derinde og bruge en forfædelig masse penge. Men det sidste havde jeg givet mig selv lov til. Det var en del af mine lommepenge her i ferien. Og de 2 første uger af ferien har jeg ikke brugt så mange penge, netop fordi jeg vidste at jeg skulle til Herning.

En time gik der inden jeg havde fået fyldt en vogn med det jeg gerne ville have, og jeg syntes jeg fik meget, men til en meget billig penge... under kr. 400,-, så helt galt gik det ikke.

Lige omkring Aalbæk var der en stor genbrugsforretning, og da det så passede med en pause, kunne vi lige så godt lige kigge hvad de havde.

Manden min fandt en lille metal æske, hvor vores efternavn faktisk står på og en bog. Billede følger senere.
Jeg kunne nøjes med at gå derfra med et lille hvidt krus, hvorpå der er 3 giraffer.

Nu er vi så landet i Skagen, og vi kørte fra regn og lidt overskyet i Vejle, til solen som har skinnet siden vi kom igennem Limfjordstunnellen.

Jeg har ikke været i Skagen i 27 år, så det var lidt sjovt at gense byen igen, meget er forandret, men der er dog stadig ting som er det samme og som man kan huske.

Fra jeg var 10 og til jeg var 16, altså 6-7 somrer, var jeg på ferie ved min faster og onkel som boede her dengang.
Mine 2 fætre var rigtig gode til at inddrage mig i deres vennekredse, så der er forgået mangt og meget de somrer.

Da vi ankom, fik vi os indkvartveret i det vi havde bestilt. Om end billigt, men måske lige billigt nok end det vi plejer.
Værelset er rigtig fint, det er nogle fine senge, og der er en lækker lille have man må bruge.
Der er mulighed for at benytte et køkken som er gammelt men alligevel rent.
Det som slår hovedet på sømmet og som så godt kunne have været lidt bedre, er toilet og badeforholdene.

Der er 8 værelser med mulighed for minmum 16 overnattende gæster, 3 toiletter og 1, ja, ET, badeværelse hvor der kan tages bad, og det er ikke speciel lækkert.
Ikke at jeg forlange meget luksus o.s.v. men når der mangler fliser rundt ved badekaret, og der hvor fliserne mangler er der jordslået, badeforhænget kunne også godt trænge til en udskiftning og selve badekarret er helt gul og brun af skidt i emaljen indeni.....
Så er det lige før jeg ikke har lyst til at gå i bad i morgen.
Men nu ser vi, hvis de andre i huset går i bad, så kan jeg sikkert også.

Og så lige det sidste, der er så hverken radio eller tv på værelset.

Uh, nu lyder det som om jeg er sippet, men det er jeg overhovedet ikke, men der er alligevel grænser for hvad jeg vil byde mig selv.

Men omvendt...., det er kun 3 nætter og det er billigt at bo her, så det går nok.

Vi har efter indkvarteringen gået en lang tur, ud i det kvarter som faster og onkel boede i, og ledte efter en minigolfbane som jeg kunne huske nogenlunde hvor lå, men om vi kunne finde den.

Da vi havde travet en del veje frem og tilbage, blev vi enige om at vende næsen mod værelset.
Og har så slappet af med et stykke rugbrød og en kold sodavand og øl.

Efter aftensmaden gik vi en lille tur på havnen.
Og nu er jeg så klar til at sove.

Billeder fra Skagen følger måske senere, har ikke rigtig fået taget nogen endnu.

søndag den 8. august 2010

Besøg ved yngste-datteren og endnu en arbejdsdag i haven / indkørslen...

Vi startede dagen med at køre på besøg ved yngste-datteren, inden vi skal på ferie i morgen.
Drager jo afsted mod Skagen i morgen tidlig.

Vejret var dejligt da vi nåede derud, og vi greb muligheden med det samme, og nød en lille gåtur, og sluttede af med en gyngetur i deres have på bostedet.

Det var lige noget der duede.


Da vi kom hjem, ville vi lige rydde op i vores projekt i indkørslen,
så når vi kommer hjem fra ferie, kan starte på en frisk.

Syntes lige at jeg ville vise jer hvad vi er oppe imod,
når jeg siger det er en urskov vi er ved
at rydde på den ene side af indkørslen.

 
Set oppe fra gårdspladsen

Midtvejs nede

Urskov i nærbillede, sådan har hele stykket set ud...

Mere urskov

Så fint blev det da de stor træer også blev rettet lidt til 

Her kan man tydelig se forskellen

Set nede fra vejen

Nærbillede af det sidste urskov

Set nedefra...

Indkørslen set op mod huset.
Det skal lige siges, at der har været mange
meter høje gran- og fyrtræer på
hver side af indkørslen.
Dem havde vi heldigvis en mand med
motorsav til at fjerne.

Den anden side, som skal have en tilsvarende make-over

Endnu mere urskov

Det har bare fået lov til at passe sig selv... i 10 år

Grenene ligger vandret med jorden,
og nogle af dem er 10-12 meter lange

Der er bare så meget endnu...

Har lige stillet riven, så man kan fornemme størrelsen på det...

lørdag den 7. august 2010

Arbejdslørdag... og bagagerumsmarked...

Igen i dag har vi "knoklet" i haven, eller rettere sagt på den ene side af vores indkørsel.

Der er den vildeste urskov, som består af alle mulige selvsåede træer og pil som har fået lov til at vokse vildt i de sidste 10 år (de forrige ejere har intet gjort hverken inde eller ude i de 10 år de har boet her).

Så vi er igang med at klippe ned, og føj, hvor er det bare hårdt arbejde.

Jeg fælder med sav og saks, manden min klipper i mindre stykker, så det kan være i vores Ford transit, da vi ikke er de heldige ejere af en trailer.

Men det går fremad, omend langsomt, men vi kan se at vi kommer fremad, men også at vi i hvertfald har 1 år eller 2 med arbejde i haven, før vi har fået den nogenlunde til at se ud som vi gerne vil. Oven i skal vi jo også lige have sat 1. salen i stand, håber det bliver startet op i løbet af efteråret/vinteren. Så jeg kan få mit værksted / hobbyrum.

Nå men vi skulle jo så lige en tur eller 3 på genbrugspladsen med noget af det grenaffald der var for i dag.
Og på første tur spottede vi et bagagerumsmarked ved gymnasiet tæt på genbrugspladsen.
Blev lige enige om at vi skulle lige hente et læs mere inden vi bevilgede os selv en pause, med at kigge på, hvad boderne havde at byde på.

Da vi havde hentet et læs mere og fået det læsset af, holdte vi ind på markedspladsen

Og se så....
Jeg var så heldig at finde disse 3 sæt.
Dem måtte jeg bare have med hjem til det sæt jeg havde i forvejen.







mandag den 2. august 2010

Endelig.... langt om længe...

JUHU, siger jeg bare.
Efter 5 mdr. med MEGET langsomt internet og
kun 3 tv-kanaler at vælge imellem, har vi endelig
fået hurtig internet og ca. 36 kanaler at vælge imellem.

Det betyder at jeg nu kan uploade billeder igen
til bloggen uden at det varer en syv-års krig.

Så jeg vil starte med at vise hvor langt
jeg er kommet på mit Granny Stripes tæppe.

søndag den 25. juli 2010

Endelig min tur til ferie

Nu er det endelig min tur til ferie.
Efter at have passet kontoret alene i 3 uger, blev det endelig min tur i fredags til at gå på ferie.

Og hele 4 ugers frihed venter mig.

Fredag startede vi med at tage en tur på Vorbasse marked.
Min beskedne høst var 10 ngl. bomuldsgarn og 2 ngl. strømpegarn.
Så man kan da ikke sige at jeg fråsede med pengene.

I går lørdag var min mand og en kammerat i gang med at fælde træer i vores indkørsel, det lignede en urskov, da vi flyttede ind. Så alt skal fældes. Og sikke et arbejde skal jeg lige hilse og sige.
Imens de var igang der, fik jeg gjort rent i hele hytten, hvilket var tiltrængt, for energien har ikke været til det i de 3 uger hvor jeg har passet kontoret alene.

I dag kører vi så grene på genbrugspladsen, for det er desværre for vådt til at vi bare kan brænde det af, selvom det ville have været det nemmeste.
I skrivende stund i denne lille pause, har vi været afsted 4 gange, og der er til mange flere ture. Og i sidste weekend, kørte vi nok 10-11 gange.

Men det lysner, nu kan man se himlen når man kører op igennem indkørslen.

Når vi er færdige i dag, skal jeg vist bare slappe af resten af dagen, og i morgen med.
Vil godt lige mærke at ferien er startet, manden skal nemlig på arbejde i den uge vi kommer til, så der er frit lejde med hvad jeg har lyst til at lave.

God søndag til jer alle.

tirsdag den 20. juli 2010

Opdatering på det nye hækleprojekt - Granny Stripes

Vil såmen bare lige vise hvor
langt jeg er nået med mine Granny Stripes....

  


Og så har jeg helt glemt og fortælle,
at jeg også er gået i gang med en taske,
inspireret af Frau Putz...

  

Ydermere har jeg fået lavet et forklæde,
som min dejlige kollega skal have,
når hun har sidste dag d. 31.08.

Der er en lomme midtpå, og der
er syet et hjerte på i stof med muffins.
Min kollega elsker nemlig at bage muffins.

(Det er min mand som står model,
og han har shorts på under forklædet)

Skal lige have lavet et par skåneærmer til
 hende også, det er en intern joke vi har kørende.

 I sidste måned fik jeg, til en anden af mine
kollegaer, hæklet lidt dukketøj,
eller det vil sige til hende dejlige datter,
hvis dukke havde mistet alt sit tøj i vuggestuen.
Så hun fik lige 2 sæt, frit hæklet ud fra hovedet.

 


mandag den 19. juli 2010

Nye hæklenåle

Efter at have hæklet en hel del med en gammel
model hæklenål, og havde hørt så meget godt
Clover-nålen, så måtte jeg jo bare eje sådan en.

I Vejle havde vores ellers dyre
velassorterede garnforretning dem ikke.

Sad længe og søgte på nettet, og fandt dem flere forskellige
steder og til flere forskellige priser, og forskellige priser på fragt.

Endte ud med at handle her ved Butik-himmelblå i Viby J. 

Deres Clover-hæklenåle sælger de for kr. 39,- pr. stk.

Jeg bestilte fredag d. 16.07., kl. 20.14,
3 hæklenåle,
og blev trukket for kr. 117 + kr. 20,- i porto, altså ialt kr. 137,-
(Har set dem andre steder til kr. 58,-, + porto, så der var da lidt at spare)

Og ved I hvad..... !!!

De var med posten i dag.




Det kan man da kalde hurtig ekspedition.

Tak til Butik-himmelblå for en helt igennem god service.

Så nu må jeg igang og få dem afprøvet.

Har lige prøve-hæklet et par stangmasker,
 og det virker lidt lettere.