I går gik turen til Holstebro, med det aller-, aller-, aller-sidste, som den ældste manglede for at være flyttet helt hjemmefra. En lænestol, en mega-stor opslagstavle og hendes cykel. Cyklen er ret vigtig, når man er flyttet i en lejlighed lige midt i centrum af Holstebro. Men nu er hun som sagt flyttet helt hjemmefra. Lidt underlig fornemmelse. Og alligevel dejligt på en måde, for vi kan jo se at hun stortrives. Og det er jo det vigtigste.
Vi fik læsset af bilen, og kørte straks mod Bilka, da hun skulle have hentet sin seng som var bestilt for 12 dage siden. Hun har sovet på et liggeunderlag i 14 nætter, så hun glædede sig helt vild til at få en rigtig seng at sove i. Far hjalp med at få den bakset op på 2. sal. Og det skal lige siges at det var et syn for guder, når trappeopgangen er smal og sengen en 3/4 seng, 140x200. Men op fik de den da.
Hun ville dog gerne vente med at få sat ben på den, da hun efterhånden var blevet sulten, efter en lang dag med skydeøvelser i Oksbøl og kun 2 x 1/2 stykke brød. Vi fandt en rigtig hyggelig kina-restaurant i gågaden. De leverede en rigtig dejlig og lækker middag til en rimelig penge også. Og mens vi spiste, underholdt hun med historier fra deres øvelse, som de havde været på i sidste uge, så vi lå flade af grin og tårene trillende ned af kinderne, mens de øvrige gæster kiggede misundeligt over på vores bord, fordi vi havde det så sjovt.
Hjemme på 2. sal igen fik vi med fælles hjælp monteret benene på sengen. Derefter skulle sengen redes.
Far får trukket lagnet på, mens ældste står og kæmper med et dynebetræk, nyligt indkøbt i Ikea, til formålet. Hun kan dog ikke forstå at dynen lige pludselig er så lille, den kan slet ikke fylde betrækket ud, lige indtil mor her nærlæser på indpakningen, at det er betræk til en dobbelt dyne hun har købt, og det er trods alt kun en almindelig dyne hun har. Efter mange og lange forklaringer, som jeg stadig ikke tror hun fattede ret meget af, lovede jeg at tage betrækkene med hjem og sy så de passer til hendes dyne.
Hun gik endda så vidt til at tage hendes matematiske studenterhue ned fra væggen, da hun ikke selv mente at hun var berettiget til den, når hun ikke kunne forstå min simple forklaring om hvad en almindelig dyne måler og hvad hendes indkøbte betræk måler....hi hi.
Vi skal så til og hjemad, og får fyldt bilen med et par kasser retur-gods, (ting hun ikke skal bruge alligevel), et garderobestativ, 2 små borde, x antal mange flyttekasser (kasser både fra hende og fra de 2 andre der er flyttet ind), og til slut 2 sække med affald, da der ikke var mere plads i deres affaldscontainer. Så vi fragter affald fra Holstebro til Vejle. Håber ikke borgmesteren i Vejle læser dette, sæt nu vi blev opkrævet flere affalds-afgifter.
Alt i alt, en rigtig dejlig, hyggelig, morsom og skøn aften med ældste datter. Selv om køreturen er lang, skal der ikke gå lang tid inden vi skal til Holstebro igen.
Alt i alt, en rigtig dejlig, hyggelig, morsom og skøn aften med ældste datter. Selv om køreturen er lang, skal der ikke gå lang tid inden vi skal til Holstebro igen.
Lige nu ligger der sådan en stak flyttekasser i vores kontor, så nu er der ingen undskylding for ikke at få pakket noget ned, til vi selv skal flytte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar